Det Andet Vatikankoncil

Efter pave Pius XII’s 20-årige pontifikat blev den ret ukendte —og aldrende— kardinal Giuseppe Roncalli i oktober 1958 valgt til pave. Han tog navnet Johannes XXIII. Inden der var gået 3 måneder, kom han til hele kirkens (også kardinalernes) store overraskelse med den besked, at han agtede at indkalde et koncil.

Et koncil er kirkens myndighed på højeste niveau, fordi det samler alle kirkens biskopper omkring paven. Siden Middelalderen var konciler dog blevet en stor sjældenhed. En undtagelse var Tridentinerkoncilet (1545—1563 med afbrydelser), som var kirkens svar på Reformationens kirkesplittelse. Det eneste koncil derefter havde været det amputerede Første Vatikankoncil (1870), som aldrig blev fuldført p.g.a. krigsudbrud i Europa. Altså: noget stort var nu forestående!

Fra første færd gjorde Johannes XXIII det klart, at hans vigtigste anliggende var at ‘ajourføre’ kirken (han brugte ordet ‘aggiornamento’), at gøre kirken mere klar til at møde den moderne verdens udfordringer. Altså ikke primært et læremæssigt (dogmatisk) men et pastoralt koncil. Vinduerne ud til verden skulle åbnes, som han udtrykte det. Han viste en uventet evne til at tyde ‘tidens tegn’. I en tid, hvor to barbariske verdenskrige havde ændret verden, og hvor afkoloniseringen af Latinamerika, Afrika og Asien var i fuld gang. Og han havde en profetisk sans for, hvad der —ofte under overfladen— rørte sig i selve kirken.

Efter 3 års intenst forarbejde (der indløb flere tusinder af forslag og tilkendegivelser til den forberedende centralkommission) startede selve koncilet den 11.okt.1962. Mere end 2.500 biskopper var samlet i Peterskirken, der var omdannet til koncilsaula. I sin åbningstale gentog paven, hvad han ventede sig af koncilet, udtrykte stor tillid, og advarede stærkt mod dommedagsprofeter. Koncilet kom til at forløbe i fire samlinger (‘sessioner’) af hver ca. 3 måneders varighed. Den sidste samling løb af stabelen fra 14.9. til 8.12.1965, hvorefter arbejdet var fuldført. Da var Johannes XXIII død. Han døde allerede i juni 1963 og blev efterfulgt af den kloge, men mere tøvende Paul VI, som altså kom til at forestå koncilet langt det meste af tiden.

Fra den allerførste dag stod det lysende klart, at den store forsamling bestod af to fløje: de ‘progressive’, der for alvor ønskede reformer og fornyelser, og de ‘konservative’. De progressive biskopper udgjorde —overraskende for mange— det meget store flertal. Men de konservative udgjorde en hård kerne, som gjorde sig stærkt bemærket. De havde en del støtte i det romerske ‘regeringsapparat’ (kurien). Denne modsætning har sat sit præg på resultatet. Koncilsdokumenterne blev i visse tilfælde —set i bakspejlet— ret så kompromis-præget. Det har konservative kræfter i tiden siden koncilet kraftigt udnyttet.

Koncilets dokumenter

Koncilet har frembragt 16 dokumenter, dels kaldet ‘dekreter’, dels ‘konstitutioner’ og et par enkelte ‘erklæringer’. De findes alle —foruden i bogform— i deres fulde (danske) ordlyd på vort bispedømmes hjemmeside (www.katolsk.dk).

I lyset af VEOKs målsætning og programerklæring er det relevant særligt at fremhæve følgende dokumenter:

• Om den hellige liturgi. Den radikale fornyelse af messens liturgi kender vi alle. Her er det vigtigt at pege på dokumentets betoning af lægfolkets aktive deltagelse, og af muligheden for variation og liturgiens tilpasning til tid og sted. Noget ganske nyt!
• Folkenes Lys. Om kirkens væsen. Det eneste dokument, som kaldes en dogmatisk konstitution. Her træder det paulinske billede af kirken som Kristi Legeme i baggrunden til fordel for det lige så bibelske billede af kirken som Guds Folk på vandring gennem skiftende tider. Forud for en redegørelse om kirkens hierarkiske struktur står et helt kapitel om alle døbtes delagtighed i det ‘almindelige præstedømme’ og folkets trossans og karismatiske gaver. Og et eget kapitel behandler lægfolkets deltagelse i kirkens opgaver og tjenester. I samme kapitel nævnes også alles ligeværdighed i kirken uanset race, social status eller køn.
• Et eget dekret omhandler Lægfolkets apostolat, et emne, som tidligere konciler aldrig havde behandlet. Det konstaterer, at der er forskellighed i tjenester og opgaver, men enhed i sendelsen til verden. Ikke et ord om lægfolks ‘lydighed’ overfor kirkens ledelse. Over mere end 25 sider behandles derimod forskellige apostolatsformer for lægfolket og uddannelsen dertil.
• I Biskoppernes hyrdehverv betones naturligheden af, at kirkens ledelse bliver udøvet i kollegialitet. Et eget kapitel handler om konciler, (regionale) synoder og bispekonferencer. De sidste to var endda en nyskabelse. Altså en opvurdering af biskoppernes ansvar. Desværre må vi i dag konstatere, at denne biskoppernes relative selvstændighed i forhold til Rom i årene efter koncilet stadig mere blev beskåret af den stærke magtelite i Vatikanet. Det kan undre, at biskopper ikke stærkere har protesteret. De har i hvert fald kun sjældent gjort det offentligt. Kardinal Danneels, ærkebiskop i Bruxelles, er den nu over 90-årige kardinal Kønig, ærkebiskop-emeritus i Wien —dengang en af de markante koncilsfædre— er undtagelser.
• I dekretet om Økumeni stikker kirken —endnu ret forsigtigt— hovedet op over de skyttegrave, som den ved Tridentinerkoncilet (kort efter Reformationen) havde gravet sig ned i. Lykkeligvis har de efterfølgende officielle studie- og samtalekommissioner —specielt med lutheranerne og med anglikanerne— bragt enorme fremskridt. Biskop John Gran —daværende katolsk biskop af Oslo— skrev i 1965 et meget oplysende forord til den danske oversættelse af dekretet. Til den nye danske udgave af koncilsteksterne (1997) (se www.katolsk.dk) skrev biskop Martensen et tillæg til dette forord. Her siger han bl.a. ligefrem: “Vigtigt er, at ikke-katolikker under bestemte forudsætninger får lov til at gå til katolsk nadver ...” og også omvendt. Noget som endnu var en utænkelig tanke under koncilet.
• Endelig skal Håb og Glæde —den pastorale konstitution om kirken i verden af i dag— fremhæves. Her åbnes vinduerne ud til verden! Denne tekst har optaget koncilsfædrene ganske intenst lige fra den første til den fjerde koncilsperiode. Det er betegnende, at den blev langt den mest omfangsrige koncilstekst, og at den var den sidste, der blev vedtaget dagen før koncilet sluttede. Meningen var helt klar: at erkende at kirken er sendt til verden og har et medansvar for verdens udvikling og løsning af dens problemer. Alt kommer på tale: krig og fred, kløften mellem rig og fattig (socialøkonomien), det internationale politiske samarbejde osv. Med dette dokument på bordet er det ikke længere muligt, at kirken lukker sig om sig selv, endsige føler sig hævet over ‘denne onde verden’.